Efter at Socialdemokratiet overtog magten i juni og skabte den første rene S-regering i 40 år, brød intern uro i Venstre pludselig løs i august.
Siden har Venstre løbet med de fleste overskrifter, men når statsminister Mette Frederiksen tirsdag skal holde sin tale ved Folketingets åbning, så vil alles øjne rette sig mod regeringen, der nu skal til at gennemføre konkrete tiltag.
* Finanslov:
I løbet af dette efterår skal regeringen forhandle en finanslov for næste år på plads. Her vil forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne komme i fokus, da hvert parti har sine egne krav med til bordet.
* Klimalov og handlingsplan:
Statsministeren vil have klimaloven på plads inden jul. Derefter følger en klimahandlingsplan, der skal realisere målet om, at drivhusgasserne skal reduceres med 70 procent inden 2030. Størstedelen af Folketingets partier har tilsluttet sig målet.
* Udligningsreform:
Regeringen skal forsøge at lave en udligningsreform i 2020. Et udligningssystem har til hensigt at udligne den økonomiske forskel mellem kommunerne. Mange kommuner er utilfredse med det nuværende system.
* Pensionsreform:
Regeringen gik til valg på at indføre en ret til tidlig pension for nedslidte. Der er stadig ikke fremlagt en konkret model, men statsministeren forventer at have en model på plads i 2020.
/ritzau/