Regeringen vil lukke døve-tv: Kylet ud af finansloven

Regeringen har fjernet tilskuddet til døve-tv i sit finanslovsudspil.
Regeringen har fjernet tilskuddet til døve-tv i sit finanslovsudspil.
Regeringen har fjernet tilskuddet til døve-tv i sit finanslovsudspil. Foto: Shutterstock

Lørdag er en særlig ugedag for mange mennesker. For døve danskere er det også dagen, hvor der klokken 9 på DR2 sendes en times særligt tegnsprogs-tv, Tidens Tegn, der "zoomer ind på døves liv i en hørende verden", som der står i programomtalen. Men snart kan det være slut.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Regeringens finanslovsforslag for 2018 er nemlig renset for de omkring syv millioner kroners tilskud, som institutionen bag Tidens Tegn, Døvefilm, hvert år modtager i statsligt tilskud på finansloven.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

I finansloven for det indeværende år, 2017, fremgik det ellers, at Døvefilm ville modtage omkring syv millioner kroner i tilskud hvert år frem til 2020, men i det nye finanslovsforlag står Døvefilm ikke nævnt med et ord. Ender Døvefilm også uden for den endelige finanslov, der ventes vedtaget til november, må institutionen lukke, siger institutionsleder Mette Bergqvist, der forventer at måtte afskedige 20-22 medarbejdere.

"Vi er totalt i chok. Det kommer som et lyn fra en klar himmel. Vi kunne hurtigt regne ud, at vi ikke vil kunne overleve, for 77 procent af indtægterne til tv-produktionen kommer fra finansloven. Udover at vi vil gå konkurs, er det et kæmpe tab for dem, der faktisk er afhængige af det, vi laver," siger hun.

Døvefilm leverer også tolkeydelser til både DR og TV 2. Et tilbud, som Døvefilm heller ikke længere vil kunne levere med regeringens plan, der også møder hård kritik fra Danske Døves Landsforbund, der ifølge landsformand Lars Knudsen er "helt chokerede".

"Vi tænkte, at det måtte være en fejl, da vi hørte det. Regeringen vil fjerne muligheden for, at en særlig, lille minoritetsgruppe, som virkelig har behov for at få nyheder og informationer på vores eget sprog, kan få det. Det er helt forfærdeligt og rammer os virkelig hårdt," siger Lars Knudsen, der mener, at en lukning af Døvefilm vil marginalisere døve danskere.

"Der er en gruppe i døvesamfundet, der er meget læsesvage og meget afhængige af at se tv på modersmålet. Hvis den mulighed bliver nedlagt, vil de have svært ved at følge med i, hvad der foregår i verden. Vi vil også med en lukning føle, at man ekskluderer os og udelukker os fra samfundet," siger han.

Ifølge Lars Knudsen er der for døve danskere stor forskel på at se tegnsprogs-tv som Tidens Tegn og så tegnsprogstolkede tv-aviser eller andre programmer med danske undertekster. Ifølge ham bliver man nødt til at forstå tegnsprog som de døves modersmål og ikke en oversættelsesmetode af dansk.

"Det er det samme, som hvis en hørende ser TV-Avisen, og værten har tysk som modersmål, men taler dansk. Der vil altid være en accent, der er svær at forstå. Ligeledes er det også nemmere for os at forstå, hvis det er en døv vært," siger Lars Knudsen, der vurderer, at omkring 2000 ud af Danmarks knap 4000 døve har vanskeligheder ved at læse dansk skriftsprog.

Det var grundet travlhed i går ikke muligt at få en kommentar fra børne- og socialminister Mai Mercado (K) eller Venstres socialordfører, Carl Holst.

Til Altinget.dk har Mai Mercado dog tidligere i et skriftligt svar udtalt, at "da Døvefilm blev sat i verden i 60'erne, kunne man reelt ikke producere tv uden et stort og dyrt produktionsapparat".

"Sådan er det ikke i dag, hvor man godt kan lave indhold uden statsstøtte. Og så skal man også huske, at DR stadig har service-forpligtelser på dette område, så tegnsprogstolket materiale vil derfor stadig kunne findes på sendefladen," lød det.

Ifølge Mette Bergqvist fra Døvefilm findes der dog ikke et kommercielt, dansk alternativ til Tidens Tegn.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.