Regeringen vil have flere udlændinge til Danmark: Vi tørster efter arbejdskraft

Regeringen lægger endnu en gang op til en diskussion om udenlandsk arbejdskraft.
Folketinget bliver nødt til at forholde sig til manglen på arbejdskraft, lyder det ifølge Finans fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
Folketinget bliver nødt til at forholde sig til manglen på arbejdskraft, lyder det ifølge Finans fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Foto: Henning Bagger/Scanpix

Manglen på arbejdskraft begynder at koste danske arbejdspladser, og det bliver Folketinget nødt til at forholde sig til, lyder det ifølge Finans fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

- Flere og flere virksomheder siger nej til ordrer. Nogle begynder at overveje, om deres virksomhedsudvidelse skal ligge i Danmark. Vi er der, hvor manglen på arbejdskraft begynder at koste danske arbejdspladser, og det må Folketinget forholde sig til, siger Troels Lund Poulsen til Finans.

Han bebuder en ny strategi for international rekruttering. Den skal både lette adgangen til det danske arbejdsmarked for borgere fra lande uden for EU og tiltrække arbejdstagere fra EU.

Dermed lægger regeringen endnu en gang op til diskussion om udenlandsk arbejdskraft.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har to gange gennemtrumfet det stik modsatte - nemlig stramninger i reglerne for udenlandsk arbejdskraft, siden Venstre vandt regeringsmagten i 2015.

Og ingen af dem vil være med nu. Tiden er ikke til at importere arbejdskraft, fastslår beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) over for Finans.

Samtidig med lempeligere regler vil regeringen gå på charmeoffensiv blandt nyuddannede i Sydeuropa, hvor ungdomsarbejdsløsheden stadig er høj.

Ligesom udenlandske studerende skal fastholdes i Danmark efter eksamen.

Det er på høje tid, mener den administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad.

- I dag siger virksomhederne nej til ordrer. Det næste er, at de fravælger produktion i Danmark, fordi de ikke kan skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det vil koste job, vækst og velfærd, siger han til Finans.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.