Regeringen vil belønne kommunerne: Få indvandrere i job - og modtag én milliard kroner

En gulerod på en milliard kroner skal gives til de kommuner, der får indvandrere i job og på skolebænken.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) vil finde flertal for en milliardgulerod til kommunerne, hvis elever i grundskolen med ikke-vestlig baggrund klarer sig godt, eller indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund kommer i beskæftigelse.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) vil finde flertal for en milliardgulerod til kommunerne, hvis elever i grundskolen med ikke-vestlig baggrund klarer sig godt, eller indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund kommer i beskæftigelse. Foto: Liselotte Sabroe/Brian Bergmann/Ritzau Scanpix

Kommuner, der får ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i arbejde eller uddannelse, skal have en kontant belønning. Det mener regeringen, der vil hive en gulerod af størrelse på en milliard kroner frem.

Det oplyser økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) til avisen Politiken.

Det er resultater fra klasseværelser og jobcentrene, der skal belønnes.

I grundskolen belønnes kommunen for hver indvandrer og efterkommer med ikke-vestlig baggrund, der består 9.-klasses afgangsprøve.

Også enkelte elevers karaktergennemsnit kan udløse en belønning, hvis det er højere end gennemsnittet for målgruppens snit fra året før.

For at illustrere hvor mange penge kommunerne kan få, har Økonomi- og indenrigsministeriet lavet et regneeksempel.

Hvis en kommune kan få 60 ud af 100 elever med ikke-vestlig baggrund til at bestå, opnår den et tilskud på 1,5 millioner kroner.

Hvis den kan få 90 ud af 100 elever til at bestå får den et tilskud på 2,25 millioner kroner.

På jobcentrene gælder det om, at få flere indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund i arbejde end året før.

- Vi vil gerne have, at kommunerne leverer nogle bedre resultater i forhold til at løfte integrationsindsatsen, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Politiken.

Det står ikke klart fra Politikens historie, hvordan den milliard kroner skal finansieres.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.