Regeringen sender 93 millioner til landdistrikter

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) oplyser, at der i 2021 bliver sendt 93 millioner kroner til lokale grupper i landdistrikterne, der skal skabe arbejdspladser og udvikling. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Erhvervsministeriet oplyser, at lokale aktionsgrupper, der støtte i landdistrikter, får 93 millioner i 2021.

Erhvervsministeriet under Simon Kollerup (S) sender ifølge en pressemeddelelse 93 millioner kroner til Lokale Aktionsgrupper, der er lokale foreninger, der skal støtte op om erhvervsudvikling i landdistrikter.

For nuværende er det 26 Lokale Aktionsgrupper, LAG, der er del af programmet, der har kørt siden 2014.

- Landdistrikterne er et vigtigt element i et stærkt Danmark. Derfor prioriterer vi nu de her penge, der kan være med til at skabe liv, aktivitet og arbejdspladser ude i de yderste kroge af Danmark.

- Det er en saltvandsindsprøjtning, der er brug for. Og vi kan se, at når pengene gives via LAG, så går de til noget, der virker, siger Simon Kollerup (S).

Pengene kommer delvist fra Danmark og delvist fra EU's støtte til landdistrikter. Støtteniveauet blev i 2017 sænket til 63 millioner kroner men er i 2020 hævet til 93 millioner kroner og altså til samme beløb i 2021.

Ifølge et baggrundsnotat viser en evaluering, at programmet har skabt 405,5 arbejdspladser i perioden 2014-2018, og at der er blevet fastholdt 271 arbejdspladser i samme periode.

I den periode har programmet med lokale aktionsgrupper modtaget 324,5 millioner kroner. Dermed har det kostet omkring 480.000 kroner per skabt eller fastholdt arbejdsplads.

- Jeg synes, at det er alle pengene værd at lave en massiv indsats for aktiviteten i landdistrikterne.

- Det er dele af Danmark, hvor vi ikke har store pulserende vækstcentre. Vi har brug for et Danmark i balance, og hvor landdistrikterne også oplever et løft, siger Simon Kollerup.

I forhold til de økonomiske virkninger af coronakrisen ser specielt landdistrikterne ud til at blive hårdt ramt, når turisme og sommerhusudlejning efter alt at dømme vil opleve en voldsom nedgang.

- Vi har stort fokus på landdistrikterne, og mit hjerte banker især for dem. Vi følger løbende udviklingen. Og kommer med en konkret indsats her.

- Vi er opmærksomme på, at yderområderne ofte har det vanskeligt, siger ministeren.

/ritzau/