Mens Liberal Alliance sår tvivl om, hvorvidt regeringspartiet vil stemme sin egen finanslov igennem, fastslår S-toppen nu ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag, at det store oppositionsparti vil stemme for den borgerlige finanslov, når den skal færdigbehandles i Folketinget den 22. december.
- Statsministeren har sagt, at den samlede regering stemmer for finansloven. Det lægger vi til grund. Og derudover er den socialdemokratiske holdning velkendt. Vi stemmer som ansvarligt parti for finansloven ved tredjebehandlingen, siger gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) i en skriftlig kommentar.
Han har tidligere slået fast, at S "altid, altid stemmer for tredjebehandlingen af finansloven".
Højst usædvanligt har Liberal Alliances ledelse sagt, at partiets støtte til regeringens finanslov er betinget af, at blå blok lander en aftale om skattelettelser og udlændingestramninger inden jul.
Dermed kan Socialdemokratiet i yderste konsekvens være med til at afmontere Liberal Alliances trussel mod sin egen regering. For Dansk Folkeparti tror på ingen måde på en hurtig aftale om skat og udlændinge.
S-toppens position står i kontrast til den linje, som V-formand Lars Løkke Rasmussen lagde, da han var i opposition. Han afviste at stemme for en finanslov, som rød blok ikke kunne enes om.
- Derfor får du aldrig mig til at give et løfte om at trykke på den grønne knap, sagde Løkke Rasmussen i 2011.
Enhedslisten kritiserer S.
- Det er forrykt, hvis Socialdemokratiet vil sikre regeringen et flertal for en finanslov, som den ikke har flertal for, fordi den står i den absurde situation, at et regeringsparti vil stemme imod regeringens finanslov," siger finansordfører Pelle Dragsted (EL).