Det kan blive dyrt at vælge en uddannelse som kontorelev, hvis man ikke er meget målrettet og søger ind lige efter folkeskolen.
Når den nye erhvervsuddannelsesreform træder i kraft næste år, betyder det nemlig, at de godt 1000 elever, der ikke starter på uddannelsen lige efter grundskolen, skal betale et beløb på cirka 14.000 kroner per fag. Det skriver Politiken.
For at starte på kontoruddannelsens anden del, skal man nemlig have bestået den første del, som er et grundforløb på otte fag, der svarer til C-niveau på gymnasiet.
Men grundforløbet bliver kun tilbudt unge, der kommer direkte fra grundskolen. De unge, der har brugt et par år på noget andet, må selv betale for de af grundforløbets fag, som de ikke har eksamenspapir på i forvejen.
Anne Vang, der er direktør for erhvervsuddannelserne på Niels Brock, kalder det et brud på årtiers tradition for fri og lige adgang til uddannelse i Danmark. Sammen med fem andre ledere på landets merkantile uddannelser protesterer hun over ordningen i et debatindlæg i Politiken torsdag.
"En socialdemokratisk ledet regering er simpelthen ved at indføre brugerbetaling for at starte på en erhvervsuddannelse for alle, der ikke går direkte fra folkeskolen," siger hun.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) er på ferie og vil ikke kommentere sagen. I et skriftligt svar til Politiken afviser hun, at der er tale om brugerbetaling.
"De unge skal ikke selv betale for deres fag på C-niveau. En del af eleverne vil have de nødvendige fag med fra tidligere uddannelsesforløb," skriver hun.