Der var og er et højt konfliktniveau på 9. klassetrin på Ry-skolen, som forrige mandag havnede i rampelyset i forbindelse med et overfald på en 16-årig elev.
Det viser en redegørelse, som Skanderborg Kommune har lavet i kølvandet på hændelsen, hvor den 16-årige afghanske dreng blev udsat for et overfald med en molotovcocktail.
Kommunens redegørelse viser, at der generelt er flere konflikter på skolens 9. klassetrin, end der er i sammenlignelige klasser i kommunen og på landsplan.
Så sent som seks dage før episoden med benzinoverfaldet blev en elev fra årgangen sendt hjem efter håndgemæng med en anden elev. Begge elever var involveret i hændelsen den 6. februar.
- Børnenes svar tegner et billede af Mølleskolen, som et sted hvor børnene har det godt.
- Men vores undersøgelse tyder også på, at der på niende årgang har været et højt konfliktniveau, siger Søren Aalund, Børn- og ungechef i Skanderborg Kommune.
Selv om konfliktniveauet generelt er og var højt på årgangen, så havde skoleleder Alma Schack Andersen ikke set benzinoverfaldet komme.
Så sent som om morgenen den 6. februar sad to af de involverede og arbejdede i gruppearbejde, pointerer skolelederen.
- Der var ingen indikation på det her.
- Havde lærerne fra morgenstunden tænkt, at de her drenge var på kant, havde man sørget for, at de ikke kom i gruppe sammen, siger Alma Schack Andersen, der er konstitueret skoleleder på Mølleskolen.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) siger, at redegørelsen ikke har til formål at frikende eller dømme nogen af de involverede parter.
Han mener, at skolen dygtigt har reageret på de signaler, den kunne reagere på.
Men alligevel kan man som skole ikke forudsige alt, hvad eleverne gør og foretager sig, specielt ikke efter skoletid, lyder det fra borgmesteren.
- Jeg ønsker ikke at negligere den her hændelse, som er meget alvorligt. Men den har kunnet finde sted, selv om der her og nu var ro på.
- Det foregik om aftenen, efter at drengen var kommet hjem fra skolen og havde aftalt at mødes ved idrætshallen.
- Jeg beder om forståelse for, at en skole ikke kan være klar over hver eneste bevægelse, en elev foretager sig, siger Jørgen Gaarde.
Han kan ikke udelukke, at der er begået fejl i sagen fra myndighedernes side, og derfor er der ifølge borgmesteren behov for en grundigere analyse af sagsforløbet.
Det kommer til at ske i regi af byrådet, hvor sagen er på dagsordenen 1. marts.
/ritzau/