Reddere får krisehjælp efter fund af lig fra græsk skovbrand

Brandfolk leder efter savnede folk efter en voldsom skovbrand i Mati nær den græske hovedstad, Athen. (Foto: Foto: Costas Baltas/Reuters)

Røde Kors giver krisehjælp efter voldsomme græske skovbrande. Både ofre og redningsarbejdere får hjælp.

Redningsarbejdere i Grækenland gjorde tirsdag et uhyggeligt fund, da de fandt ligene af 26 personer, som var blevet ofre for en af de voldsomme græske skovbrande.

Blandt de stærkt forbrændte lig var flere små børn.

De svært tilredte lig har gjort indtryk på redningsarbejderne, der nu får krisehjælp, oplyser talsmand Georgia Trismpioti fra Røde Kors i Grækenland.

- Vi giver psykologisk hjælp - ikke kun til de evakuerede folk - men også til vores medarbejdere, som har gennemgået meget traumatiske oplevelser, siger hun.

Skovbrandene nær den græske hovedstad, Athen, har kostet mindst 60 mennesker livet.

Flere kilder beskriver desperate scener, hvor beboere og gæster i området er flygtet over hals og hoved mod nærliggende strande og vandet. Her har private både samlet flygtende personer op.

De 26 forkullede lig blev fundet ved en villa i kystbyen Mati, der ligger cirka 40 kilometer fra Athen.

- De voldsomt forbrændte lig var sammenflettet i grupper "i et sidste forsøg på at redde dem selv", har redningsarbejderen Vassilis Andriopoulos udtalt ifølge nyhedsbureauet AFP.

Georgia Trismpioti fortæller, at brandene har gjort stort indtryk på det græske folk.

- Folk er virkelig i chok. De kan ikke forstå, hvad der er sket med dem. De har mistet deres kære og mistet deres huse. De er vrede og desperate. De har virkelig brug for hjælp, siger Røde Kors-talsmanden.

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, har tirsdag erklæret tre dages national sørgeperiode efter skovbrandene, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er tidligere blevet oplyst, at over 100 er kommet til skade, og flere er i kritisk tilstand. Desuden er mange evakuerede fra deres hjem og mangler derfor husly.

Røde Kors i Grækenland har oprettet tre hjælpecentre i området omkring Rafina, der ligger nær Athen. Blandt andet i en sportshal, hvor evakuerede får tæpper og soveposer.

Desuden hjælper organisationen grækere med at finde deres pårørende, som de kan have mistet kontakten med i kaosset.

- Vi samler blandt andet information om savnede folk, siger Georgia Trismpioti.

/ritzau/