Trods skandale om en brandfarlig smartphone-model skal den koreanske techgigant Samsung nok bevare tronen som det selskab, der sælger flest smartphones verden over.
Det vurderer Lars Ladingkær, ansvarshavende redaktør på onlinemagasinet recordere.dk.
- Samsung som mobilproducent skal nok komme over det her. Det er et stort selskab. Men det kommer til at koste milliarder og prestige på den korte bane, fordi der vil være færre, der lige nu og her køber Samsung-telefoner, siger han.
- Men på den længere bane tror jeg ikke, det har så stor betydning, fordi Samsung er så stor og har så mange modeller i dets palette, tilføjer han.
Samsung indstiller produktionen af modellen Galaxy Note 7, der ellers skulle have været det nye flagskib for selskabet.
Det sker efter mange eksempler på, at telefonens batteri brød i brand eller eksploderede. Et forsøg på at løse problemet ved at udskifte batterier har tilsyneladende slået fejl.
Til at starte med indstillede producenten salget, men tirsdag meddelte Samsung altså, at produktionen standses.
At det er en skandale af utrolige dimensioner, hersker der ingen tvivl om, siger David Guldager, redaktør på TV 2 Tech. Og det kan også smitte af på selskabets andre produkter og dets image.
- Det kommer til at koste Samsung flere milliarder dollar. Det skader dem i den grad. Der har aldrig været en sag som denne i mobilbranchen.
- At de bliver nødt til at tage en topmodel af markedet og have hængende over sig, at det er en brandfarlig telefon - det er aldrig set før, siger han.
Ifølge Lars Ladingkær kan sagen meget vel også betyde enden på Note-serien, der ellers har budt på en ny version om året de seneste syv år. Og Samsung vil nok være mere påpasselig fremover med nye lanceringer.
- Notes 7 kom på markedet en måned tidligere end sædvanligt. Men i år blev det fremskyndet med en måned. Det virkede som om de havde lidt travlt med at få den på markedet - måske på grund af konkurrencen med Apple, siger han.
/ritzau/