Man skal passe på med at udtale sig om personsager, når man er verdens mægtigste mand. Særligt, når de omtalte personer i forvejen er kendt af det meste af verden.
Det får den amerikanske præsident Barack Obama nu for alvor at føle, efter han for nylig i et interview kritiserede realitystjernen Kim Kardashian og hendes mand, rapstjernen Kanye West, for at leve et offentligt paradeliv, leve for luksuriøst og være dårlige rollemodeller for de unge.
Og det har gjort Kris Jenner, Kardashians mor, vred.
- Jeg var ikke klar over, at der er en grænse for, hvor højt man må sætte barren for sit liv og sine drømme, siger Jenner.
- Jeg vil vædde på, at præsidenten har venner med huse på 10.000 kvadratmeter, og han har sikkert ikke noget problem med at tage hen til dem og spørge dem, om de vil holde en kampagnefest, så han kan samle penge ind til sin præsidentkampagne, fortsætter hun.
Den forurettede mor giver særligt udtryk for at være forundret over, at det lige er datteren, der er kommet i præsidentens skudlinje.
- Jeg synes, det er så sært, at han hakker på Kim Kardashian og Kanye West. Kanye West tager aldrig på ferie. Nogensinde. Og Kim Kardashian er den hårdest arbejdende unge dame i verden. Hun sover aldrig, hun stopper aldrig, hun sætter aldrig tempoet ned, og hun arbejder så hårdt for de ting, hun har, siger den 57-årige mor.
Newspaq