Tv-stjernen Rob Kardashian, bror til Kim Kardashian, er blevet politianmeldt for at overfalde fotograf Andra Vaik og stjæle hendes kameraudstyr.
Overfaldet fandt sted i sidste måned, da Andra Vaik forsøgte at tage et billede af Rob Kardashian i bar overkrop.
Andra Vaik hævder, at den 26-årige tv-kendis overfaldt hende og tog noget af hendes kameraudstyr. Hendes advokat siger:
- Selv om sagen stadig er i den indledende fase, viser efterforskningen, at Robert Kardashians voldelige adfærd og hans magtanvendelse mod Andra Vaik var helt uberettiget.
Rob Kardashian mener dog, at fotografen opholdt sig på hans private grund, og at han derfor havde ret til at tage kameraets memory-kort.
Tv-stjernen har senere meddelt, at han er villig til betale for udstyret. Alligevel har Andra Vaik valgt at fastholde anmeldelsen.
Rob Kardashian har medvirket i flere reality-serier, blandt andet "Keeping Up with the Kardashians" og "Khloé & Lamar".
/ritzau/