Atlético Madrid vandt for 10. gang den spanske pokalturnering i fodbold, Copa del Rey, efter en dramatisk finale mod Real Madrid, som fik både sin træner, Jose Mourinho, bortvist og angriberen Cristiano Ronaldo udvist.
Real Madrid fik ellers en perfekt start. Cristiano Ronaldo steg efter et kvarters tid til vejrs og sendte med panden et hjørnespark i mål. På det tidspunkt var Real Madrid klart spilstyrende, og derfor kom kampens næste mål da også lidt som en overraskelse.
Det tilfaldt nemlig Atlético, efter at holdets absolutte stjerne, angriberen Radamel Falcao, elegant havde afdriblet tre-fire modstandere, inden han sendte bolden i dybden til Diego Costa.
Med en flad afslutning omsatte brasilianeren afleveringen til mål via stolpen. Det var Diego Costas ottende mål i årets Copa del Rey.
Kort før pausen hamrede Mesut Özil bolden på stolpen, men mål blev det ikke til i et godt stykke tid.
Det betød dog langt fra, at kampen var stillestående. Underholdningen var kampen igennem forbilledlig høj, og som kampen skred frem, intensiverede Real Madrid angrebene.
Således burde både Mesut Özil og Karim Benzema have scoret efter en times spil, men henholdsvis stolpen og Atlético-spillere på målstregen forhindrede Real Madrid i at bringe sig foran.
Det havde bestemt været fortjent, men da Cristiano Ronaldo et kvarters tid efter på snedig vis hamrede et frispark på stolpen ved at skyde under en hoppende mur, begyndte frustrationerne at vise sig hos favoritterne - og i særdeleshed hos Ronaldo.
Kort tid efter blev Real Madrids træner, Jose Mourinho, bortvist.
Ingen af holdene scorede yderligere, så måtte holdene ud i forlænget spilletid. Efter otte minutter afgjorde Joao Miranda opgøret til fordel for Atletico med et hovedstødsmål.
Seks minutter før tid blev Ronaldo vist ud for at protestere over en sen tackling fra Gabi.
Real Madrid kan dermed se tilbage på en sæson uden titler.
/ritzau/