Real Madrid haler ind på Barcelona med vigtig udesejr

Sport

Med en sejr på 4-2 ude mod Celta Vigo fik Real Madrid barberet afstanden til Barcelona ned til fire point.

Real Madrid fik maksimalt udbytte af weekendens runde i Primera Division, da holdet ude slog Celta Vigo 4-2, efter at FC Barcelona sensationelt havde tabt 3-4 hjemme mod Real Betis.

Dermed er afstanden mellem Barcelona på førstepladsen og Real Madrid nu nede på fire point.

I en spillemæssigt lige første halvleg var Real Madrid skarpest på den sidste tredjedel af banen i de respektive ender.

Celta havde svært ved at skabe store chancer, mens chancerne kom lidt lettere til de ellers kriseramte Champions League-mestre.

Efter 23 minutter kom hovedstadsklubben også i front på en flot scoring af den franske angriber Karim Benzema.

Luka Modric støbte en flot aflevering over Celtas forsvarskæde, som Benzema tæmmede flot og vendte rundt i samme sekvens, hvorefter han sikkert sendte bolden i kassen.

Toni Kroos burde have gjort det til 2-0 et kvarter senere, men tyskerens ellers sublime sparketeknik svigtede, da han sendte bolden over et næsten tomt mål fra syv-otte meters afstand.

Ti minutter efter pausen begyndte det for alvor at dufte af en tiltrængt sejr til Real Madrid, da Karim Benzema igen viste sig fra sin bedste side.

Angriberen legede snurretop med en Celta-forsvarer, afslutningen ramte stolpen og hoppede op i brystet på en uheldig Gustavo Cabral inde på målstregen.

Selvmål og 2-0 til gæsterne.

Celta er en af de modstandere, som topholdene ikke bryder sig om at gæste på Balaídos, hvor de lyseblå normalt er meget stærke.

Fem minutter efter 2-0-målet kom der fornyet spænding. Hugo Mallo reducerede til 1-2, og hvordan ville de hårdt prøvede Real Madrid-spillere så reagere?

Kampen balancerede på vippen, indtil David Juncá sparkede forbi bolden og i stedet ramte Real Madrids Álvaro Odriozola i Celta-feltet.

Fra pletten viste anfører Sergio Ramos stor kølighed, da han sparkede dybt i bolden og chippede bolden ind til 3-1.

Både Emre Mor og Andrew Hjulsager kom på banen for Celta i anden halvleg, men kunne ikke gøre en forskel.

Holdet sluttede også med ti mand på banen, da selvmålsskurken Gustavo Cabral fik sit andet gule kort i 87. minut.

I overtiden scorede først Dani Ceballos for Real Madrid, inden Brais Mendez reducerede kort før slutfløjt.

/ritzau/