Real Madrid vandt det første opgør 4-2 og skulle torsdag gøre arbejdet færdigt for at sikre pladsen i semifinalen i Copa del Rey.
Det lykkedes uden de store problemer, da Real Madrid ude besejrede Girona 3-1.
Dermed vandt Real samlet 7-3 og fortsætter jagten på pokaltitlen, som FC Barcelona har vundet de seneste fire sæsoner.
Daniel Carvajal fandt Karim Benzema efter 27 minutter, og efter et enkelt træk med bolden sendte franskmanden den i netmaskerne med en fin afslutning.
To minutter før pausen blev Benzema så dobbelt målscorer i opgøret, da han hamrede bolden i mål med et lumsk skud i feltet. Junior Vinicius vippede bolden hen til Benzema, der sikkert afsluttede, og så var Real foran 2-0.
Real havde flere profiler på bænken og gav spilletid til både Gareth Bale og Marco Asensio i anden halvleg.
Asensio erstattede Benzema efter en time, mens Bale kom ind i stedet for Vinicius med 20 minutter igen.
Kort efter smed Real bolden væk og blev fanget i et effektivt kontraløb af Girona.
Bolden blev hurtigt flyttet fremad banen, og den endte hos Pedro Porro, der passerede Real-keeper Keylor Navas og reducerede til 1-2.
Real slog dog hurtigt tilbage, da Marcos Llorente med et kvarter igen tog et træk og fladt hamrede bolden i mål uden for feltet til 3-1, som blev kampens resultat.
Real Madrid vandt senest Copa del Rey i 2014.
/ritzau/