Det er klassen og ikke skolen, som er afgørende, når elever skal lære at læse, skrive og regne, skriver Politiken.
Det viser en ny undersøgelse, som forskere på DPU ved Aarhus Universitet har lavet for Københavns Kommune.
Undersøgelsen sammenligner københavnske klasser og viser, at disciplin er afgørende, ligesom det spiller en stor rolle for elevernes præstationer, hvor mange sygedage klassens lærere har.
Til gengæld har det ingen effekt, hvor tilfredse eleverne er med skolen, eller hvordan de oplever det sociale klima.
- Vores analyser har vist, at trivsel ingen sammenhæng har med elevernes faglige resultater, når man også inddrager andre variable i analyserne. Det er ret interessant, nu hvor der tales så meget om trivsel som forudsætning for, at børn kan lære noget, siger professor Peter Allerup fra DPU ifølge Politiken.
Han har lavet undersøgelsen sammen med André Torre og Vibeke Hetmar.
Forskerne har set på de københavnske folkeskolers 9. klassers karakterer ved afgangsprøverne over en femårig periode for at finde hver skoles gennemsnit og tjekkede så, hvor meget de enkelte klasser afveg fra skolens gennemsnit.
Det er lærerne, der gør forskellen, når man ser på, hvad der karakteriserer de dårligt præsterende klasser.
Jo mere eleverne oplever, at de sidder alene, får fri eller har vikar i fagene, des lavere niveau har klassen. Den tendens viser sig især i matematik, og det går især ud over de tosprogede drenge, når matematiklæreren er syg. I faget dansk er det derimod vigtigt med disciplin i klassen, skriver Politiken.
I Københavns Kommune oplever man år efter år, at der er nogle klasser, der får et meget lavere karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve end de andre klasser på samme skole.
/ritzau/