For et par uger siden bragte Se og Hør billeder af Anders Lund Madsen og hans kæreste, den 18 år yngre Karin Prehst Utoft, der var til scanning på Rigshospitalet. Men først nu bekræfter værten på DRs 'Talkshowet' den glædelige nyhed.
"Min kæreste og jeg besøgte Rigshospitalet i forrige uge, idet vi venter barn. Det var et hemmeligt besøg, fordi vi ikke ønskede, at andre i verden skulle vide noget om det barn, før vi var sikre på, at der virkelig var et barn," skriver Anders Lund Madsen i Jyllands-Posten.
Men den ellers så glade og hyggelig tv-vært er godt gal over, at den søde hemmelighed allerede blev afsløret for et par uger siden i Se og Hør af fotografen Kaspar Wenstrup.
"Der sad en fotograf ved navn Kaspar Wenstrup på lur i buskene, og han fotograferede os først uden for hospitalet og siden indenfor på selve svangreafdelingen foran scanningslokalet," skriver 48-årige Lund Madsen i Jyllandsposten og fortsætter:
"Havde han været i stand til det, ville Kaspar Wenstrup uden tvivl også have fotograferet min kærestes livmoder og fostret deri," siger talkshow-værten, der følte hele episoden som en personligt overgreb.
"Billederne puttede Kaspar Wenstrup i ugebladet Se og Hør, og da jeg så dem, havde jeg samme følelse indeni, som hvis nogen havde tvunget min krop forover og voldtaget mig med en gren. Det er en følelse af absolut magtesløshed. Af fravær af enhver kontrol over sit eget liv. Det var som at miste sin frihed. Og den kommer ikke igen lige med det samme," skriver han.
Kilde: Jyllands-Posten