Det endte i en regulær skandale, da fodboldklubben Levski Sofia i dag præsenterede Ivaylo Petev som klubbens kommende træner.
Pressemødet med den nye træner blev afbrudt af en gruppe meget vrede Levski-fans, der var utilfredse med trænerens ansættelse i den bulgarske klub.
Fansene tvang den 38-årige Ivaylo Petev til at tage klubbens trøje af, før de viste ham udgangen.
- Du er ikke velkommen her. Rejs dig op, tag trøjen af og smut. Levski skal ikke have dig som træner, lød det fra fansene ifølge nyhedsbureauet Reuters.
De iltre fans skal dog ikke regne med at få deres vilje, hvis man skal tro Levski Sofias ejer, Todor Batkov.
- Det er et slag mod vores klub, det er ikke sket før. Men vi holder fast ved vores beslutning. Ivaylo Petev er Levskis nye træner, siger han.
Levski Sofia annoncerede tidligere i dag, at klubben skilte sig af med træneren Slavisa Jokanovic, som blot fik tre måneder på posten.
Klubben ligger i øjeblikket nummer seks i den bulgarske liga med 19 point for 12 kampe.
/ritzau/