Den britiske rapper Ty, der er bedst kendt for sit album "Upwards", er død af coronavirus.
Det skriver The Guardian.
Den 47-årige hip-hop-stjerne blev indlagt på en intensivafdeling i april med Covid-19, men efter at være blevet overført til en almindelig hospitalsafdeling, pådrog han sig en lungebetændelse, som forværrede hans tilstand.
- Til sidst kunne Tys krop ikke kæmpe imod mere, skriver Diane Laidlaw, en nær ven, som havde startet en indsamling til fordel for sangeren.
Ty blev født i London i 1972 af immigranter fra Nigeria som Ben Chijioke.
I 2001 udgav han sit første album, "Awkward". Med sange som "The Track" demonstrerede han sit talent som historiefortæller, og det gav ham kultstatus blandt genrens tilhængere.
I 2003 kom hans musik med albummet "Upwards" ud til et bredere publikum. Albummet indbragte ham en nominering det efterfølgende år til Mercury-prisen sammen med blandt andre Amy Winehouse. Prisen endte med at blive tildelt Franz Ferdinand.
Ty lavede yderligere tre soloalbummer med "A Work of Heart" fra 2018 som det seneste.
I 2019 dannede han den britiske hip-hop-gruppe Kingdem med rapperne Black Twang og Rodney P.
Gennem årene samarbejdede han også med blandt andre De La Soul, Soweto Kinch og Roots Manuva.
I et tweet skriver Roots Manuva:
- Hvil i fred bror. Du gjorde det godt.
Det fremgår ikke af The Guardians artikel, på hvilket hospital sangeren døde.
/ritzau/