Randers HK kunne ikke følge op på den gode start i gruppespillet i Champions League, hvor de danske håndboldkvinder lørdag aften tabte 25-32 til østrigske Hypo Niederösterreich i en kamp, der blev spillet i Wien.
Nederlaget betyder, at Hypo nu har to point ligesom Randers HK, mens rumænske Oltchim Râmnicu Vâlcea fører gruppe Gruppe A med fire point.
Randers var godt med i starten af kampen, hvor danskerne fulgte med indtil stillingen 5-5, men derefter trak østrigerne fra på måltavlen.
Kort efter førte hjemmeholdet dog med fire mål, og ved pausen var det bare blevet endnu værre: 18-11 til Hypo.
Kronjyderne fik udvist målvogter Chana Masson tidligt i kampen, og uden den brasilianske målvogter gik det ned ad bakke.
Randers kom dog bedre med i starten af anden halvleg, og især forsvaret, som i kampens første 30 minutter havde været miserabelt, fungerede bedre.
Men et brændt straffekast og flere brændte chancer betød, at danskerne ikke rigtig fik udnyttet succesen i defensiven.
Kronjyderne vandt deres første kamp i Champions League-gruppespillet med 36-26 over Buxtehuder SV.
/ritzau/