Oven på et sviende 1-5-nederlag til de forsvarende danske mestre fra FC København formåede Randers FC søndag eftermiddag at holde nullet mod Hobro IK i Alka Superligaen.
Opgøret endte 0-0, og efter kampen glædede Randers-anfører, Mads Agesen, sig over, at hjemmeholdet formåede at holde nullet.
- Jeg er rigtig glad for vores defensive præstation.
- Efter de defensive fejl i kampen mod FCK, var det vigtigt for os at finde tilbage til Randers FC-dyderne, som er stenhårdt arbejde samt en stærk firebackkæde, siger Mads Agesen.
Selv om anføreren kunne glæde sig over den defensive forbedring, mener han fortsat, at spillet fremad banen skal blive bedre.
- Vi kan ikke være tilfreds med det, vi leverede offensivt. Det var for sporadisk. Lige nu er det defensiven, der skal vinde kampe for os, siger Agesen.
Randers-bagkæden bestod i dag af en midtstopper mere end vanligt, da Jonas Bager var placeret på venstreback.
Jonas Bager selv var ganske som sin anfører godt tilfreds med et clean sheet. Han mener, at defensiven skal bane vejen fremover.
- Det kan helt klart være vejen ud af krisen.
- Vi vinder ingen fodboldkampe, hvis vi bliver ved med at lukke to-tre mål ind. Hvis vi holder nullet, skal vi også nok få tur i den i angrebet på et tidspunkt, siger Jonas Bager.
Randers skal i næste runde forsøge at holde nullet mod AC Horsens på udebane.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.