Japans forsvar har indsat Patriot-raketter i landets hovedstad, der skal sikre de omkring 30 millioner mennesker i området omkring Tokyo mod eventuelle nordkoreanske angreb,
To jord-til-luft Patriot-raketter blev før daggry placeret ved forsvarsministeriet i Tokyo.
- Vi fortsætter vores foranstaltninger, der omfatter indsættelse af PAC-3 (raketterne, red.), fordi vi er i alarmberedskab, siger Japans forsvarsminister, Itsunori Onodera.
Ifølge lokale medier vil der på yderligere to steder blive opstillet tilsvarende raketter.
Indtil nu har den japanske regering reageret roligt på de seneste ugers mange provokationer fra Nordkorea. Tirsdagens træk er den mest synlige reaktion på truslerne fra Pyongyang hidtil.
- Regeringen gør sit yderste for at beskytte befolkningens liv og garantere dens sikkerhed, siger premierminister Shinzo Abe.
- Når Nordkorea bliver ved med at komme med provokerende udsagn, vil Japan sammen med relevante lande gøre, hvad vi skal gøre. I øjeblikket er det vigtigste at gennemføre sanktionerne i henhold til Sikkerhedsrådets resolutioner, siger han.
Patriot-raketter vil også blive stillet op på Okinawa-øerne, hvor USA også har fly- og flådebaser, siger forsvarsminister Onodera.
Japans væbnede styrker har tilladelse til at skyde alle nordkoreanske missiler, med retning mod japansk territorium, ned. Det oplyste en talsmand for forsvarsministeriet mandag.
/ritzau/AFP