Marie Louise Toksvig er freelancejournalist, forfatter og medvært på kriminalmagasinet 'Politiradio' på Radio24syv.
Marie Louise Toksvig har bl.a. en fortid som politi- og retsreporter på Ekstra Bladet. Hun har senest skrevet bogen 'Guldfuglen - i krig med AK81' om en tidligere rocker, der endte med at vidne mod sine 'brødre' og nu lever under vidnebeskyttelse.
Inden da fulgte hun afhøringerne i Skattesagskommissionen og udgav i efteråret 2014 singlen 'Skat, spin og sladder' om myndighedernes behandling af Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Mens politiet er hårdt trængt og bunken af overarbejdstimer bare vokser i takt med listen over opgaver, der må nedprioriteres, har det uniformerede personale i landets fængsler tilsyneladende fået oparbejdet et overskud:
Efter mange års hård kamp med overbelægning i fængsler og arresthuse er der nu god plads derinde, blandt andet fordi kriminaliteten under et er faldende.
Justitsminister Søren Pind har slået fast, at det ikke betyder, at der skal skrues ned for kapaciteten, der skal nok blive brug for pladserne, når regeringen for alvor tager fat på at straffe flere og længere domme.
Søren Pind mener til gengæld, at personalet i fængslerne skal skrue op for indsatsen mod stoffer og ulovlige telefoner i fængslerne. Og socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen foreslog for nylig, at fængselsbetjentene overtager nogle af politiets opgaver - for eksempel transport af fanger, der skal møde i retten, til afhøring hos politiet eller den slags.
Fængselsbetjentenes formand er umiddelbart begejstret for den idé, ligesom han grundlæggende er enig med sin nye minister - og adskillige af forgængerne på posten - i, at stofferne er et problem.
Og hvis fængselsbetjentene alligevel sidder og vogter over tomme afdelinger, så er der vel også god mening i at sætte dem på nye opgaver?
FORMAND KIM ØSTERBYE er en fagforeningsformand, der sjældent har grund til at begejstres, når det handler om medlemmernes arbejdsforhold. Færre faggrupper er mere udsat for vold og trusler i deres daglige arbejde, for stress og sammenbrud, ikke mindst på grund af det uforudsigelige og rå miljø, de arbejder i.
Det er ikke blevet mindre råt, i takt med at der er blevet bedre plads, for en af årsagerne til, at belægningen er faldet, er, at flere af de mildere domme afsones alternativt, for eksempel med fodlænke eller som samfundstjeneste.
Derfor er det klientel, der afsoner i fængslerne, primært forbrydere i den grovere ende, og den koncentration præger indeklimaet.
Fængselsbetjente skal helst lave andet end at låse døre op og i. De skal kunne forholde sig til indsatte på alle stadier fra ulykkelige til voldeligt selvretfærdige. Misbrugerne, de personlighedsforstyrrede, de aggressive, de dominerende og de svage. Og mens det kan være svært at tro på decideret resocialisering i fængslerne, skal betjentene i hvert fald forsøge at forhindre, at der rekrutteres, oprustes og radikaliseres indenfor murene - en opgave, de selv har udtrykt en vis magtesløshed overfor.
DE SKAL STADIG forsøge at undgå, at de indsattes benhårde hierarkier og uskrevne regler fuldstændig overtager opgaven med at sikre ro og orden på afdelingerne. Det går ikke ret godt. Spørger man de ansatte, er arbejdsmiljøet nogenlunde ligeså elendigt som altid, og spørger man de indsatte, går det trægt med stort set alt, der handler om at få den enkeltes forhold til at glide - helt frem til dårligt forberedte løsladelser, der alt for ofte ender med en returbillet.
Recidiv-procenterne synes nogenlunde urokkelige - navnlig for dem, der afsoner i voldsdomme i fængsler.
Stofferne flyder. Både dem, der sløver, dem der tænder og dem, der får muskler og temperament til at svulme.
SYGEFRAVÆRET FOR PERSONALET er højt og stigende, det samme er tallene for vold og trusler mod både ind- og ansatte. Indsatte, der af en eller anden grund er truet, som regel må afsone i 'frivillig' isolation, fordi personalet ikke kan beskytte dem mod trusler og overfald.
Og selv om fængselsbetjentene kunne, og i mange tilfælde gerne ville - være det bedste bud på en fredelig, fortrolig samtalepartner for en indsat, er det ofte så som så med kontakten, konstaterer såvel indsatte som ansatte.
Det giver endnu en dårlig spiral: Har personalet dårlig tid til samtaler, bliver fortroligheden aldrig for alvor etableret. Og hører det til sjældenhederne, at fangerne taler med personalet, bliver det i højere grad bemærket og mistænkeliggjort blandt medfangerne.
Den slags kan være farligt, og det ved både fanger og fængselsbetjente. I det lys kunne det måske være udmærket, om fængselsbetjentene fik nogle lange køreture med indsatte, for så får de da mulighed for at tale sammen.
MEN DET KUNNE MÅSKE være en idé, at man brugte noget af den 'ledige' kapacitet på at sørge for lidt bedre bemanding på afdelingerne?
Måske lidt efteruddannelse?
Færre fanger per afdeling?
Det kunne jo være, det var gavnligt for sikkerheden, trygheden, effektiviteten og arbejdsmiljøet - og dermed for de triste statistikker. At det kunne medvirke til at styrke en reel indsats mod stofmisbrug?
At det gav personalet lidt bedre mulighed for at passe på hinanden og de fanger, de har ansvaret for. Og måske ville de oven i købet få bedre tid til at tale med de indsatte og reagere, når én er på vej i skole hos nogle af dem, der gerne oplærer vrede unge, voldsparate mænd til det, der er værre. Eller måske bare gerne vil holde sig fra stofferne.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.