Det er hos den finansielle sektor, man skal finde en stor del af pengene til De Radikales finanslovsforslag.
Det siger partiets leder, Morten Østergaard, før finanslovsforhandlinger torsdag. Her skal han diskutere finansiering af næste års finanslov med finansminister Nicolai Wammen (S).
- Det vigtigste i dag er at få fundet store finansieringskilder. Der springer forslaget om bankerne i øjnene, fordi alle fire partier er gået til valg på, at bankerne kan bidrage mere, siger Morten Østergaard.
Han understreger, at de tre støttepartier, De Radikale, Enhedslisten og SF, er enige om, at bankerne må til lommerne. Desuden gik Socialdemokratiet til valg på, at bankerne skulle betale mere.
I maj før folketingsvalget fremlagde nuværende statsminister Mette Frederiksen en 2025-plan. Her står, at man vil opkræve 1,5 milliarder kroner fra den finansielle sektor. Den konkrete model ville man udarbejde senere.
I De Radikales finanslovsforslag vil man finde et øget bidrag fra den finansielle sektor på netop 1,5 milliarder kroner. Her foreslår partiet blandt andet en forhøjelse af selskabsskatten, hvor bankerne leverer en betydelig del af pengene.
SF var også til forhandlinger torsdag, og her var fokus ligeledes på den finansielle sektor.
Topskatteydere med indkomst fra aktier og anden kapitalindkomst skal bidrage mere til velfærd og børn, sagde SF-formand Pia Olsen Dyhr.
Onsdag gjorde Morten Østergaard det klart, at man ikke engang er halvvejs i forhandlingerne. Normalt forsøger den siddende regering ellers at nå til enighed om en aftale i midten af november.
Regeringen strækker sig dog langtfra nok i øjeblikket, mener De Radikales leder.
- Jeg oplever, at regeringen ikke har det samme ambitionsniveau og den samme utålmodighed, som vi har. Mange af de finansieringselementer, vi peger på, har det til fælles, at de andre støttepartier synes det samme: bidrag fra bankerne, øget skat på forurening eller afskaffelse af boligjobordningen (håndværkerfradraget, red.), siger Morten Østergaard.
Han mener, at det derfor kun er et spørgsmål om, hvorvidt Socialdemokraterne kan få ambitionsniveauet op.
- Det er jo lidt en luksus for en finansminister, at alle de partier, man forhandler med, faktisk er enige om en bred vifte af finansieringen, siger Morten Østergaard.
Efter forhandlingerne er han dog en smule mere positiv. Men han løfter ikke sløret for, hvor Nicolai Wammen står i forhold til de forskellige forslag.
- Vi kom lidt mere ind til benet af, hvad der er det muliges kunst, og hvor det er, vi har fællesnævnere i forhold til at øge råderummet i forhandlingerne.
- Nu har vi været alle temaer igennem, men det er først i næste uge, vi for alvor skal trykke på hinanden, siger han.
/ritzau/