Radikale Venstre søger en praktikant, der kan lave video. Men praktikken er ulønnet, og det møder kritik.
Det skriver Pressefotografforbundet på deres hjemmeside.
Praktikopholdet er på fuld tid, står der i opslaget - men er fleksibelt i forhold til arbejdstid, hvis man 'har behov for eksempelvis at følge et fag ved siden af eller passe et studiejob'. Det er en forudsætning at praktikopholdet kan meritoverføres, og at man ikke forsinkes i uddannelsen grundet opholdet.
Men man får altså ikke andet end frokost i Snapstinget for arbejdet. Til sammenligning får en fotojournalistpraktikant 16.621 kroner om måneden før skat.
Formand for Pressefotografforbundet, Lars Lindskov, mener, at det giver god mening, at et parti vil brande sig selv visuelt gennem video. Men han forstår ikke, at man ikke har råd til at give en praktikant løn.
- Jeg kender faktisk ikke nogen videouddannelser, der har mulighed for meritgivende gratis praktiktid, og jeg synes, at det er for dårligt, et politisk parti ikke varetager uddannelsesansvaret på en ordentlig måde, siger Lars Lindskov.
'De er for dyre'
Partiet har ikke råd til at give den løn, en fotojournaliststuderende skal have, siger sekretariatschef hos De Radikale, Lars Beer Nielsen.
- Vi vælger at give en ydelse, der ikke er løn, det er skattefrit ifølge en ny lov fra 1. september, og det er frokosten, som er ret dyr i Snapstinget, siger Lars Beer Nielsen.
Han erkender dog, at opslaget har fået 'en tand for meget', og at man vil nu skal have kigget på det igen.
Det er ikke første gang, Radikale Venstre slår stillinger op, hvor man søger ulønnet studentermedhjælp.
Det er på trods af, at man tidligere på året var med til at stemme en lovændring igennem, der gør det lovligt, at give studentermedhjælpere på SU en 'økonomisk erkendtlighed' på op til 3.000 kroner.
I den forbindelse ringede Avisen.dk rundt til samtlige partier på Christiansborg for at høre, hvordan man aflønnede sine praktikanter.