Efter i årevis at have skreget på behovet for en reform af efterlønnen er De Radikale nu klar til indgå en aftale med regeringen og Dansk Folkeparti.
Det skriver dagbladet Børsen.
Med kun få måneder til valget melder partileder Margrethe Vestager sig klar til en reform af den 18 milliarder kroner dyre efterlønsordning uden om Socialdemokraterne og SF.
"Vi har allerede en række forlig med regeringen og Dansk Folkeparti, f.eks. om arbejdsmiljøet og på bekæmpelse af sygefravær. Vi har en politik, som er anderledes end Socialdemokraternes. Den vil vi selvfølgelig forfølge," siger partiets leder Margrethe Vestager til Børsen.
Hun mener, at økonomien både har behov for en efterlønsreform - og længere arbejdstid, sådan som Socialdemokraterne og SF foreslår.
Med sin udmelding afviser hun et parløb med S og SF ved de kommende efterlønsforhandlinger.
"Det gør vi, alt efter om det passer os," siger hun til Børsen.
Margrethe Vestager er mindre interesseret i, hvilke underskrifter, der står på papiret, hvis aftalen er god.
"Det kommer an på dens indhold. Og den kan under alle omstændigheder ikke realiseres før et valg," siger hun til Børsen.
Kilde: Borsen.dk