Ni måneder efter den bilulykke, der nær havde kostet hende livet, vender Dorthe Laustsen (SF) tilbage til posten som rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Det bliver med rullende entré og en del livserfaring rigere, at Dorthe Laustsen 2. april igen indtager rådmandskontoret.
67-årige Dorthe Laustsen har tidligere meldt, at hun ikke genopstiller for SF til det kommende kommunalvalg. Alligevel har hun valgt at komme tilbage til rådmandsposten.
- Jeg elsker mit job, og jeg har stadig nogle politiske ambitioner, selv om min valgperiode snart løber ud. Jeg har nogle slag, der skal slås og nogle kampe, der skal vindes, siger Dorthe Laustsen.
Det lange genoptræningsforløb efter ulykken har givet Dorthe Laustsen et unikt indblik i den del af Sundhed og Omsorg, hun tidligere kendte bedst fra politisk hold. Den viden ønsker rådmanden at bruge i sit videre arbejde.
- Jeg har været igennem ni måneders mystery shopping så at sige. Jeg har de seneste ni måneder på min egen krop oplevet det danske sundhedsvæsen. Der har været rigtig meget godt, men jeg er også fyldt med ideer til forbedringer, siger Dorthe Laustsen.
Hun peger blandt andet på samspillet mellem kommune og region, udviklingen af det nære sundhedsvæsen og den fortsatte udvikling af velfærdsteknologiske løsninger til glæde for det enkelte menneske.
Siden 15. august har SF-partifællen Thomas Medom været fungerende rådmand for Sundhed og Omsorg, og når Dorthe Laustsen efter påske indtager sit gamle kontor, fortsætter Thomas Medom sit politiske arbejde som byrådsmedlem i Aarhus Kommune.
/ritzau/