Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, opfordrer kommunerne til at oprette afstemningssteder på væresteder for at øge stemmeprocenten ved kommunalvalget blandt socialt udsatte.
- Det er skidt for vores demokrati, at så få socialt udsatte borgere deltager i de kommunale valghandlinger, siger Jann Sjursen i anledning af grundlovsdag onsdag.
Han mener, at kommunerne har et stort ansvar for indsatsen over for udsatte.
- Det er vigtigt, at udsatte personer ved at stemme føler, at de kan være med til at gøre en forskel, siger han.
Han henviser til en undersøgelse af kommunalvalget i 2009, der viste, at ledige havde en markant lavere stemmedeltagelse end befolkningen som helhed.
Blandt kontanthjælpsmodtagere, der tæller mange socialt udsatte, var stemmeprocenten kun 32 procent.
- Vi bør i det hele taget gøre mere for at inddrage udsatte borgere i vores demokrati. Ellers vil den demokratiske ulighed i vores samfund bare vokse, mener Jann Sjursen.
Konkret vil Rådet for Socialt Udsatte opfordre kommunerne til at oprette afstemningssteder på blandt andet væresteder for på den måde at øge stemmeprocenten blandt socialt udsatte.
Den samlede valgdeltagelse ved kommunalvalget i 2009 var 66 procent, hvilket er den laveste i 35 år.
For de unge er valgdeltagelsen faldet fra 54 procent til 46 procent siden 1997, og blandt flere nydanske grupper er faldet endnu større.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har i marts opfordret kommunerne til at tænke utraditionelt og flytte valgstederne ud, hvor folk er - på banegårde og de unges uddannelsessteder - for få at stemmeprocenten op.
Og 50 kommuner er i gang med at finde på nemmere måder at brevstemme på, viser en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening, KL.
For eksempel kan brevstemmen afleveres på ungdomsuddannelserne, biblioteket eller i indkøbscentret.
Valgloven giver mulighed for, at kommunerne rykker brevstemmestederne hen, hvor folk er.
I forbindelse med seneste folketingsvalg rykkede Københavns Kommune et brevstemmested ind midt på hovedbanegården. De benyttede mange vælgere sig af.
/ritzau/