Den nu sigtede tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup benyttede sig ikke udelukkende af tys-tys-kildens oplysninger i jagten på kendte og kongelige.
I dagens trykte udgave af Politiken oplister Henrik Qvortrup en række hemmelige kilder, som Se og Hør gjorde brug af for at opsnuse oplysninger om kendte og kongeliges færden.
Her nævnes blandt andet den kilde, der fra et kontroltårn ude i lufthavnen kunne fortælle, hvornår de kongelige lettede og landede, samt den kilde på Rigshospitalet, der kunne fortælle, hvornår kendte fik foretaget graviditetsscanninger.
"Hvad fanden havde folk forestillet sig? Der var alle mulige kilder, hvor jeg da udmærket var klar over, at hvis deres arbejdsgivere vidste, at der blev lækket, ville det givetvis have været et problem. Dørmænd og ansatte ved hoffet eksempelvis. Men undskyld mig: Det har man altså hørt om før i dansk journalistik," siger Henrik Qvortrup til Politiken.
Af samme grund "ringede alarmklokkerne ikke rigtig", da tys-tys-kilden tilbage i 2008 mødtes med Qvortrup for at forhandle sin betaling for oplysninger om kendte og kongeliges kreditkort-transaktioner.
"Men det burde de måske have gjort," lyder det fra Qvortrup i dagens Politiken.