Det der skulle været en hyggelig aften i København endte med en voldsom anholdelse og en tur i detentionen for Afghanistan-veteranen Piet Funder Svendsen, der lider af sygdommen PTSD.
Efter et par drinks med gode venner var han og hans kone taget tilbage til Hotel Bella Sky, hvor Piet Funder Svendsen fik et psykotisk anfald i hotellets reception.
- Det var meget voldsomt. Jeg prøvede at tale ham til ro, men han var oprevet og græd og skreg, siger den 35-årige veterans kone, Svandis Funder Svendsen, til Avisen.dk.
Det stod hurtigt klart, at hun ikke selv kunne tale sin mand til ro, og derfor blev politiet tilkaldt.
Politiet forsøgte også at berolige Piet Funder Svendsen, men da en gæst i receptionen råbte vredt af ham, kammede situationen over.
- Det slår fuldstændig klik for min mand, og derfor politiet bliver nødt til at overmande og anholde ham, siger Svandis Funder Svendsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Kan ikke være alene
Efter anholdelsen vil politiet placere Piet Funder Svendsen i detentionen, ind til han er faldet til ro.
- Det gør mig nervøs. Min mand kan ikke klare at være alene i små rum, når han har et psykotisk anfald, og jeg bliver bange for, at han kommer til at gøre skade på sig selv, siger Svandis Funder Svendsen.
- Men begge betjente sidder i detentionen med ham i to timer, indtil han er faldet til ro, og vi kunne tage tilbage på hotellet, tilføjer hun.
På trods af anholdelsen understreger Svandis Funder Svendsen, at hun ikke har andet end rosende ord tilovers for politiets indsats.
- De gjorde det helt rigtige. Der er rigtig mange, der har kritiseret dem for at anholde min mand, men de kunne ikke andet gøre andet, fordi han var så langt ude i sin psykose, siger Svandis Funder Svendsen.
- Min mand er også dybt taknemmelig for, for at de håndterede en meget svær situation med så stort overskud, siger hun.
Usynlig sygdom
Efter episoden på Hotel Bella Sky har Svandis Funder Svendsen lavet et opslag på Facebook om hendes mands anfald.
Opslaget har i skrivende stund fået over 38.000 reaktioner.
Ifølge Svandis Funder Petersen har hun lavet opslaget for at få mere fokus på, hvor svært det er at leve med PTSD tæt inde på livet.
- Det er en usynlig sygdom, og der er så mange, der ikke forstår, hvorfor min mand ikke bare kan tage sig sammen. Men det kan man ikke, når man har PTSD, for selvom man ikke ser syg ud, så er det en sygdom, der aldrig slipper grebet i en, siger Svandis Funder Svendsen.