Fyns Politi har efter alt at dømme fat i den rigtige mand i sagen om et drab på åben gade i Svendborg.
En 48-årig mand har over for politiet erkendt, at det var ham, der onsdag eftermiddag stak sin far ihjel på Klosterplads nær byens banegård.
Det fortæller vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.
- Han er blevet afhørt og erkender sig skyldig i manddrab, siger vicepolitiinspektøren.
Den 74-årige far blev stukket til døde med kniv omkring klokken 13.45. Stikkene ramte ham i halsen og i maven. Kort tid efter blev han erklæret død af en ambulancelæge.
På trods af den 48-åriges erkendelse kan politiet ikke med sikkerhed udtale sig om mandens motiv.
- Det er formentlig nogle familiestridigheder af en eller anden art gennem mange år, siger Henrik Justesen.
Samtidig oplyser Psykiatrien i Region Syddanmark til TV2 Fyn, at gerningsmanden netop havde været indlagt til psykiatrisk behandling.
- Han blev udskrevet, samme dag som drabet blev begået. Men det har været et indlæggelsesforløb, der har været helt udramatisk og uden tegn på vold eller trusler, siger lægelig direktør Anders Meinert til TV2 Fyn.
Efter drabet flygtede sønnen fra gerningsstedet, men cirka tre timer senere lykkedes det politiet at anholde ham i området ved Svendborg Sygehus.
- Han blev anholdt uden større dramatik, siger Henrik Justesen.
Den formodede gerningsmand fremstilles i et grundlovsforhør i Retten i Svendborg torsdag eftermiddag klokken 14.30.
/ritzau/