Sent lørdag aften var det fortsat ikke lykkedes for politiet at
overtale en bevæbnet og uligevægtig mand til at komme ud af sit
sommerhus i Tversted nord for Hjørring, skriver nordjyske.dk
Der blev slået alarm til politiet i Hjørring lørdag formiddag, da manden gik med sin jagtriffel.
Ifølge politiet har han ikke affyret sit våben, men den 58-årige
mand truer med at skyde sig selv, hvis nogen kommer for tæt på hans hus.
De nærmeste naboer i sommerhusområdet er blevet bedt om at tage væk.
- Manden er psykisk uligevægtig og til fare for sig selv og andre,
siger chefpolitiinspektør Bjørn Aabye fra Nordjyllands Politi i Aalborg til nordjyske.dk.