Man skal være født under en heldig stjerne, hvis man vil vinde den helt store Lotto-gevinst. Sker det to gange, må man nok betegnes som svineheldig.
Det har en mandlig lottospiller fra Aabenraa ikke desto mindre været. I lørdags vandt han 1,5 millioner kroner i en pulje på seks millioner kroner, som blev delt mellem fire vindere.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Manden sad sent lørdag aften foran sin computer og ville bare give Lotto-tallene et hurtigt kig.
- Jeg spiller en fem-ugerskupon, så jeg plejer faktisk ikke at tjekke, før jeg får den fornyet. Men jeg har spillet den samme kupon siden 1989, så da jeg bare skimmede dem, synes jeg, at der var mange bekendte tal, siger manden, der ønsker at være anonym. Manden og hans kone oplyser, at anonymiteten skyldes, at de er kendte ansigter i Aabenraa.
Tilbage i 2001 vandt manden 700.000 kroner, og næste gang går han efter en præmiesum på tre millioner kroner. Da det gik op for ham, at tallene var særdeles gode, kunne han ikke holde sin glæde inde i sig. Hans kone, der sad nedenunder, blev forskrækket over mandens glædesudbrud.
- Det fløj bare ud af mig: DET ER FAN’ME DA LØGN!. Min kone troede, jeg sad og så fodbold, og at det var skærmen, jeg råbte af. Men det gik hurtigt op for hende, at det var noget andet, siger han.
Parret overvejer nu, om de ville takke ja til tilbuddet om at få økonomisk rådgivning, som bliver tilbudt de spillere, der vinder de helt store gevinster.