Protester efter nedskydning af fly fortsætter søndag i Teheran

En iransk mand læser forsiden om "National Sørgedag" i Iran som følge af militærets nedskydning af et ukrainsk passagerlfy ved et uheld. Et større antal demonstranter fortsatte søndag protester mod myndighederne."Myndighederne lyver om, at vores fjende er USA. Vores fjende er lige her, råbte demonstranter, som var samlet uden for et universitet i Teheran." (Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix)

Iranske studerende mindes 176 ofre fra et nedskudt ukrainsk fly og råber slagord mod ayatollah Khamenei.

Et større antal demonstranter fortsatte søndag protester mod myndighederne, efter at militæret har indrømmet, at det ved en fejl nedskød et ukrainsk passagerfly.

"Myndighederne lyver om, at vores fjende er USA. Vores fjende er lige her, råbte demonstranter, som var samlet uden for et universitet i Teheran."

Lignende demonstrationer er i gang i andre byer

Iransk politi spredte sent lørdag en gruppe studerende, som råbte "radikale" slagord mod regeringen, da de mindedes de 176 omkomne på det ukrainske passagerfly.

Ifølge AFP var flere hundrede studerende lørdag aften samlet ved universitetet Amir Kabir i den iranske hovedstad for at vise deres vrede over nedskydningen af flyet.

De studerende råbte "løgnere" og krævede, at de ansvarlige for nedskydningen af flyet træder tilbage og straffes for at forsøge at dække over, hvad der skete.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at der på Twitter cirkulerer videoer, der er optaget ved universitetet i Teheran. Her kan man høre demonstranter kræve, at ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste leder, træder tilbage.

I to dage fastholdt de iranske myndigheder, at det ukrainske fly ikke var blevet ramt af en raket. Først lørdag erkendte regeringen, at der var sket en "utilgivelig fejl". At den magtfulde revolutionsgarde havde affyret en raket mod flyet fra en luftværnsstilling i nærheden.

Helt mod sædvane blev protesterne ved universitetet omtalt på det statslige tv i Iran.

Kort efter klokken 23.00 lørdag dansk tid opfordrer USA's præsident, Donald Trump, Iran til at tillade fredelige demonstrationer mod regeringen.

Den britiske ambassadør i Iran, Rob Macaire, blev anholdt ved universitetet i Teheran lørdag. Han blev tilbageholdt i cirka en time.

Macaire afviser, at han deltog i en demonstration. Han siger, at han var i området for at nedlægge en krans for de 176 mennesker, der omkom ved flytragedien.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters