Producenten af en omstridt Muhammed-film er ved en domstol i Los Angeles idømt et års fængsel for at overtræde betingelserne for sin prøveløsladelse efter en dom for økonomisk bedrageri i 2010.
Filmen "Innocence of Muslims" udløste voldelige optøjer i flere mellemøstlige byer. Angiveligt fordi den krænker profeten Muhammed. Filmmanden, Mark Basseley Youssef, gemte sig af frygt for sit liv.
Den pakistanske jernbaneminister udlovede blandt andet personligt en dusør på 100.000 dollar til den person, der dræber instruktøren.
Youssef, der er egyptisk kopter, producerede den dilettantiske filmstrimmel, der blev lagt ud på YouTube, under pseudonymet Sam Bacilie.
Youssef erkendte sig skyldig i fire ud af otte tiltalepunkter. Blandt andet at han med falske identitetspapirer har sikret sig et kørekort i Californien. Ingen af anklagepunkterne havde forbindelse med den antimuslimske film.
Han blev tilbageholdt i slutningen af september. Dommeren afviste at løslade ham mod kaution trods protester fra Youssefs advokat.
Steven Seiden frygtede for sin klients skæbne og antydede under det første retsmøde, at Youssef ikke kunne føle sig sikker i et fængsel i Los Angeles med mange muslimske indsatte.
Anklageren argumenterede, at Youssef nok ville være mere i sikkerhed bag tremmer, end han ville ude i det fri.
Efter onsdagens fængselsdom havde Youssef kun en besked - der blev videregivet af Steven Seiden foran retsbygningen - til medierne:
- Det er meget muligt, at Barack Obama fik ram på Osama bin Laden, men han dræbte ikke ideologien.
Udspurgt om, hvad Youssef mener, siger Seiden.
- Jeg har ikke spurgt ham. Og jeg ved det ikke.
/ritzau/AFP