Når sundhedsfaglige myndigheder udtaler sig skråsikkert og samtidig vidt forskelligt, skaber det forvirring hos både borgere og politikere over, hvordan myndighederne vil håndtere coronakrisen.
Det vurderer Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi og direktør ved Syddansk Universitet.
- Det afspejler for mig, at der er store uenigheder, og at man åbenbart ikke fra epidemiologernes og de sundhedsfaglige eksperters side kan kommunikere til os borgere, hvad der er op og ned i det her, siger han.
I stedet bør myndighederne ifølge Jes Søgaard melde klart ud, at der er mange usikkerheder hæftet til spørgsmålene om, hvilken strategi man bruger.
Forvirringen fik fredag et ekstra nøk op.
Mens Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har gjort det klart, at man vil teste langt flere for coronavirusset, skød Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, fredag idéen om at teste mange ned.
Det skete i et interview i Politiken, hvor Mølbak ikke lagde skjul på, at han er uenig med Verdenssundhedsorganisationens (WHO) opfordring om at skrue op for test.
Vi skal ikke teste på livet løs, men i stedet sikre, at folk bliver immune for sygdommen, mener han.
Ifølge professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg er der tale om kommunikation, som godt kunne have været tydeligere.
Men han mener modsat Jes Søgaard, at Kaare Mølbaks udmelding slet ikke er udtryk for store uenigheder. Tværtimod stemmer det godt overens med Sundhedsstyrelsens og regeringens strategi.
- Jeg synes sådan set, at det er, hvad myndighederne har sagt hele tiden. At vi ikke kommer til at inddæmme og afslutte den her Covid-19-epidemi. Det bliver noget, vi kommer til at få meget i befolkningen. Vi vil bare gerne have det i et tempo, så sundhedsvæsenet kan følge med, siger han.
Der er selvfølgelig et spørgsmål om, hvor mange personer man præcis tester. Men det har ikke den store betydning for den overordnede strategi, vurderer Jakob Kjellberg.
/ritzau/