Et ubemandet rumfartøj fra firmaet SpaceX har indledt processen, der skal føre til en sammenkobling med ISS, den permanente rumstation, som er i kredsløb om Jorden.
SpaceX er privat, og det er første gang, at et privat selskab sender et fartøj til ISS.
Dermed åbner fartøjet det, som Nasa, den amerikanske rumadministration, og Det Hvide Hus betegner som en ny æra i rumfartens historie.
Hidtil har det været nationer som USA, Rusland og Kina, der har stået bag rumfarten.
Men nu er selskabet SpaceX fra Californien så også i rummet med fartøjet Dragon, som medbringer forsyninger til de ombordværende i ISS.
Omkring klokken 12.30 var Dragon 240 meter fra ISS og nærmede sig langsomt, sagde Nasa.
En mindre episode indtraf, da fartøjet var omkring 70 meter fra ISS. Reflektioner ramte censorer på Dragon.
Det forsinkede processen, men kl 15.56 lykkedes det astronauterne på ISS at gribe fat om fartøjet med en robotarm.
Derefter begyndte de at føre Dragon hen til det sted, hvor det skal kobles sammen med ISS.
Det ventes nu, at sammenkoblingen kan ske omkring klokken 18.
Alle tider er danske tider.
AFP