Det er ikke usædvanligt, at smukkedesigneren og guldsmeden Josephine Bergsøe får henvendelser fra folk, når hun har kreeret smykker til film og tv. Men hun har ikke tidligere oplevet så stor interesse for hendes arbejde, som da hendes smykker blev båret i Susanne Biers succes-serie "Natportieren".
Det fortæller Josephine Bergsøe til Børsen.
Smykkerne lå i prisklassen fra 4.000 kroner til 130.000 kroner og Josephine Bergsøe fik omkring ti henvendelser pr. land.
- Det er mange for sådan en som mig, fordi det, jeg lavede til serien, er unikasmykker og ikke billigt. Efterfølgende har jeg fået rigtig mange specialbestillinger fra privatpersoner, som især kommer fra USA, fortæller Josephine Bergsøe til Børsen.
Hvordan folk fandt frem til, at det var Josephine Bergsøe, som havde designet smykkerne har været en gåde for hende. Hun måtte nemlig på ingen måde bruge "Natportieren" som marketing for sine smykker. Men hun har et godt bud på, hvordan folk har fundet frem til hende.
- Nu er jeg fuldstændig overbevist om, at det ene og alene er Instagram. Uden at fornægte at det er en fantastisk serie, er det første gang, jeg har været bevidst om at bruge Instagram i forbindelse med min virksomhed, fortæller Josephine Bergsøe til Børsen.
Hvor stor en omsætning "Natportieren" har skabt for Josephine Bergsøe vil hun ikke sætte tal på, men hendes omsætning i forbindelse med en film eller tv-serie har ikke tidligere været så høj oplyser hun.