Et samarbejde mellem journalist Dan Larsen og Avisen.dk er blevet belønnet med en NGO-pris.
Siden 2011 har Avisen.dk været partner og vært for et højt usædvanligt journalistisk projekt om nyheder fra verdens fattigste lande; de mest oversete og ubeskrevne steder på planeten.
Projektet bliver kaldt "Tæt på verden" og dukker dagligt op på Avisen.dks forside. Projektet har netop modtaget CISUs Initiativpris 2013.
De næsten daglige artikler skrives af Dan Larsen; en veteran fra dansk presses førende medier.
Samarbejdet med Avisen.dk bygger på delvis finansiering fra Danida, der nu på tredje år støtter kommunikationen af "hemmelige" nyheder fra verdens fjerne egne.
Hele 745 af artiklerne findes her på Avisen.dk - og så er de også at finde på journalistens nye website Verdensnyt.dk.
CISU er en sammenslutning af knap 300 danske NGO'er, der arbejder aktivt i verdens fattige lande for at hjælpe dem på vej mod sundhed, lærdom og velstand.
"At netop danske NGO-folk hylder initiativet er selvfølgeligt ekstra opløftende, fordi de ved mere end nogen, hvad der er vigtigt at fortælle om og fra de fattige lande," siger Dan Larsen.
Avisen.dk har særligt fokus på arbejdslivet, men dækker bredt.
Chefredaktør Rasmus Emborg fortæller, at det med Tæt på verden-projektet er lykkedes at bringe væsentlige nyheder ud til læsere, der ikke normalt er målgruppen for journalistik om verdens fattigste.
"Vi ønsker vor kollega Dan Larsen tillykke med hæderen og tillader os samtidig at være stolte over at være del i dette projekt. Vi ser frem til mange flere artikler fremover," siger Rasmus Emborg.