Prinsesse Marie: Matador lærte mig dansk kultur

Lise Nørgaards populære tv-serie om livet i Korsbæk har haft stor betydning for prinsesse Marie.
Prinsesse Marie har fået hjælp af Matador til at greje dansk kultur.
Prinsesse Marie har fået hjælp af Matador til at greje dansk kultur. Foto: Nesvold, Jon Olav/AFP

Det danske sprog kan slå knuder på tungen, og det danske folk har ry for at være indelukkede og sky.

Derfor kan det være svært som udlænding at greje dansk kultur, men skal du være prinsesse i Danmark, skal du helst føle dig dansk ind til benet.

For den danske prinsesse Marie har tv-serien "Matador" hjulpet hende på vej med danskheden, da hun først kom til landet.

Det fortæller den 41-årige prinsesse selv til Billed-Bladet.

- Lise Nørgaards fortælling om Korsbæk har været vigtig for mig i min forståelse af danskerne og dansk kultur, siger prinsesse Marie.

Ugebladet bad prinsessen sende en hilsen til tv-seriens mor, journalist og forfatter Lise Nørgaard, der fyldte 100 år onsdag.

Prinsesse Marie har tidligere fortalt Billed-Bladet, at hun kæmpede i flere år for at lære det danske sprog, som er endnu en vigtig brik i at føle sig dansk.

- Det tog mig mange år at lære dansk og endnu flere år at lære at udtale det, fortalte prinsesse Marie til ugebladet i 2015.

Marie Agathe Odile Cavallier, som hun er født, blev dansk statsborger, da hun i 2008 blev gift med prins Joachim.

Efter brylluppet flyttede hun ind hos sin nyerhvervede ægtemand på Schackenborg slot i Sønderjylland.

I dag er prinsesse Marie mor til prins Henrik og prinsesse Athena samt stedmor til prinserne Nikolai og Felix.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.