Til stor overraskelse for mange var prins Nikolai, der er søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, på catwalken som model for modehuset Burberry i februar.
Kort tid efter annoncerede Scoop Models, at den 18-årige royale dansker var tilknyttet modelbureauet.
Prins Nikolai er dog ikke den første kongelige person, der har kastet sig ud i en karriere som model.
Ovre på den anden side af Øresund har prinsesse Sofia af Sverige poseret i bikini foran kameraet som glamourmodel, mens hun stadig var den borgerlige Sofia Hellqvist, inden hun giftede sig royalt med prins Carl Philip i sommeren 2015.
Charlotte Marie Pomeline Casiraghi, hvis morbror er fyrstedømmet Monacos regent, fyrst Albert, er også model.
Den 31-årige royale monegasker har blandt andet været kampagnemodel for modegiganten Gucci og har indtaget flere forsider på forskellige modemagasiner.
Grækenlands eksdronning Anne-Marie, der er dronning Margrethe yngste lillesøster, har også et barnebarn, der er model.
21-årige Maria-Olympia gik således modeshow for det italienske modehus Dolce & Gabbana i sommeren 2016.
/ritzau/