2018 kan meget vel gå hen og blive det dårligste år nogensinde for mange landmænd.
Mens høstudbyttet i 2017 mange steder var rekordstort, så gælder det modsatte nemlig i år, hvor den tiltagende varme har ødelagt store dele af udbyttet.
Det gælder også for Schackenborg Slot, skriver JydskeVestkysten.
Schackenborg Slot var ejet af prins Joachim fra 1993 til 2014, hvor en fond bestående af prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding og Ole Kirks Fond 30. juni købte prinsen ud. Fonden har Prins Joachim og Prinsesse Marie som protektorer.
Schackenborg Fondens bestyrelsesformand, baron Henrik Wedell-Wedellsborg, siger til JydskeVestkysten, at udsigten for 2018-høsten ikke er god, at den kan gå hen og "blive den mindste":
- Vi ved det dog ikke definitivt endnu, men det bliver ikke et ubetydeligt minus for os i år.
Slottet dyrker i alt omkring 900 hektar og et tab vil direkte ramme slottets drift og vedligehold.
Velpolstret fond
Schackenborg Fondens drift af Schackenborg Slot var også ramt af dårlig økonomi i 2016. Her viste regnskabet et underskud på 2,793 millioner efter et år med blandt andet faldende priserne på visse markafgrøder.
Fonden er dog velpolstret med en egenkapital på den gode side af 100 millioner kroner.