Prins Joachim i nedtur: Har hul i pengekassen

Prins Joachim og De 5 Gaarde fik underskud i 2017. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv))

Udviklingen af markedsposition og et leverandørskifte kostede på bundlinjen hos De 5 Gaarde.

Virksomheden De 5 Gaarde, som prins Joachim ejer sammen med Bestsellerdynastiet familien Holch Povlsen, lensgreve Bendt Wedell og Schackenborg Fonden taber for første gang penge.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge avisen viser De 5 Gaardes regnskab for 2017 et underskud på 428.351 kroner. Samtidig er egenkapitalen faldet med en halv million kroner til 7,1 millioner kroner.

Forklaringen på underskuddet skal findes i, at selskabet i fjor investerede i udviklingen af sin markedsposition og også var igennem et leverandørskifte, skriver JydskeVestkysten, som også noterer at prins Joachims er medlem af selskabets bestyrelse og har en ejerandel på mellem 20 og 25 procent.

De 5 Gaarde blev stiftet i 2001 og består af Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Wedellsborg og Schackenborg. Her produceres blandt andet øl, akvavit, honning, brød og kyllinger.