Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 16:34
Prins Henriks sygdom får ingen betydning for hans planer om ikke at blive begravet i Roskilde Domkirke, oplyser hoffets kommunikationschef, Lene Balleby.
Den 83-årig prins meddelte i sommer, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru i Roskilde Domkirke.
Det skabte både debat og forundring.
- Prinsens beslutning om ikke at ville begraves i Roskilde Domkirke skal holdes adskilt fra diagnosen, siger Lene Balleby.
- Beslutningen om Roskilde, som det også blev meddelt i sommer, har været kendt af den kongelige familie i længere tid, tilføjer kommunikationschefen.
Prins Henrik har endnu ikke fortalt, hvor han i stedet ønsker at blive begravet.
Onsdag oplyste kongehuset, at prinsen lider af demens.
Meddelelsen kommer, efter at prins Henrik har været gennem et længere udredningsforløb, hvor resultatet forelå i denne uge.
Demensdiagnosen betyder, at den 83-årige prins' kognitive funktionsniveau er svækket, står der i en pressemeddelelse.
Det kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for prinsens alder, skriver kongehuset.
Og det "kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen", står der i pressemeddelelsen.
Dronningen sagde i sin nytårstale i 2015, at prins Henrik havde ønsket at drosle ned, og at han derfor gik på pension. Han ville dog fortsat passe nogle af sine protektioner og æreshverv, sagde dronningen.
Som en konsekvens af diagnosen vil prins Henrik fremover yderligere neddrosle sine aktiviteter, står der i kongehusets pressemeddelelse.
Der vil desuden blive taget stilling til protektionerne og æreshverv.
- Det er dronningen og den kongelige families ønske, at prinsen fremover får den ro, som situationen påkræver, tilføjer kongehuset i pressemeddelelsen.
/ritzau/