Prins Henriks nære ven om den sidste tid: Han nød det

Her er de mangeårige venner prins Henrik og Enan Galaly fotograferet sammen i 2000. (Foto: Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv))

Prins Henrik red på kamel og købte gaver til børnebørnene på sin sidste tur til Egypten, fortæller prinsens nære ven.

Prins Henriks mangeårige ven, hotelejer Enan Galaly, fortæller i et interview med TV 2, at prinsen med støtte fra familien i november rejste sydpå for at nyde varmen og solen.

- Jeg kontaktede prinsen og sagde, at hvis Hans Kongelige Højhed ønskede at komme til solen og varmen, når det bliver kølige tider i Danmark, var han altid velkommen her, fortæller Enan Galaly til TV 2.

Prins Henrik nåede at være under de sydlige himmelstrøg i det egyptiske ferieparadis i Sharm El Sheikh i omkring to måneder, og selvom han var syg, gjorde han mange ting, som han havde lyst til at gøre i den sidste del af sit liv, fortæller Enan Galaly:

- Han var en mand, der nød den sidste tid, han havde tilbage i livet. Han gik ture på stranden, han kørte i beach buggy, han red på kamel. Og han købte gaver i basaren til børnene og til prinsesserne.

Et liv i fred og ro

Enan Galaly fortæller, at prinsens helbred i slutningen af januar blev forværret, og at han først blev indlagt på et sygehus i Sharm El Sheikh og derefter overført til Danmark.

Under sit to måneder lange ophold i Egypten fik prins Henrik besøg af venner og levede ifølge Enan Galaly et liv i fred og ro mellem de andre gæster på hotellet.

Ved hjemkomsten til Danmark fik prins Henrik konstateret en godartet tumor, men hans helbred blev aldrig bedre.

Tirsdag 13. februar blev han efter eget ønske udskrevet og kørt til Fredensborg Slot, hvor han med dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Joachim ved sin side samme aften klokken 23.18 sov ind.

Respektløs behandling

Enan Galaly siger til TV 2, at han mener prins Henrik i sin sidste tid blev behandlet forkert af den danske presse, og at nogle medier var respektløs i deres omtale af prinsen:

- Det var uden respekt for hans alder, uden respekt for hans sygdom og uden respekt for hans position og det, han har gjort for Danmark. Men jeg ville ønske, prinsen kunne se den omtale, han har fået efter sin død, siger Enan Galaly.