Skal det være, så lad det være, synes prins Henrik at tænke under sit og dronning Magrethes besøg i Indonesien i disse dage. Han har takket ja til at bære en af landets karakteristiske og smukke blomsterkranse og har samtidig det store smil på.
Regentparret er i landet sammen med udenrigsminister Kristian Jensen (V) med den hensigt, at få dansk eksport til at vokse i landet.
Som det er nu udgør eksporten til Indonesien kun 0,26 procent af den samlede danske eksport og det tal skal helst vokse, og det skal regentparret hjælpe med:
- Jeg vil meget gerne opnå, at vi inden for de næste fem til otte år øger vores eksport til Indonesien markant, således at vi kommer op på gennemsnittet i EU-landene, siger han til Ritzau før afrejsen fra København.
Er ikke alene
Under besøget, der varer indtil på lørdag, vil Kristian Jensen blandt andet tale med landets præsident, Joko Widodo.
Men han og regentparret er ikke alene af sted. Med sig har de over 60 danske virksomheder og flere af regeringens ministre på statsbesøget i hovedstaden Jakarta, skriver Ritzau og uddyber hvilke erhverv, besøget særligt kommer til at fokusere på:
Det er indenfor områderne maritimt samarbejde, cleantech, landbrug, fødevarer, design og livsstil, der vil være fokus.
Og mon ikke der vil komme et par aftaler i hus, nu hvor prins Henrik starter så flot ud.