Prins Harrys ekskæreste fundet død

Den populære britiske tv-vært Caroline Flack blev onsdag fundet død i sin lejlighed i London. (Foto: Ritzau Scanpix)

Den britiske tv-vært Caroline Flack er fundet død i sin lejlighed i London.

Den britiske tv-vært Caroline Flack blev onsdag fundet død i sin lejlighed i London. Det oplyser familien til BBC.

Caroline Flack har tidligere været vært på de engelske udgaver af “Love Island” og "X Factor" og vandt i 2014 den engelske udgave af “Vild med Dans”. 

Familiens advokat oplyser over for BBC, at Caroline Flack begik selvmord. Hun blev 40 år. 

Caroline Flack trådte tilbage som vært for programmet “Love Island” i december, da hun blev sigtet for at overfalde sin eks-kæreste, den tidligere professionelle tennisspiller og model Lewis Burton. Hun skulle have været i retten næste måned. 

Ifølge Daily Mirror var det netop den forestående retssag, der fik hende til at tage sit eget liv. Kilder, som angiveligt var tæt på tv-værten, siger til avisen, at Caroline Flack frygtede for sin karriere og “ikke vidste hvordan hun skulle fikse sig selv”.

Caroline Flack har tidligere været sat i romantisk forbindelse med en række kendisser. Hun dannede en overgang par med Prins Harry og var også kæreste med sangeren Harry Styles, da han var 17 og hun var 31 år.