Prins Harry ledsaget af sin bror prins William er ankommet til kirken i Windsor forud for bryllupsceremonien.
Begge prinserne var iført mørkeblå, halvlange uniformsjakker, der var blevet skræddersyet hos Dege & Skinner i skræddergaden Savile Row i London.
- Hendes Majestæt dronningen har givet tilladelse til, at prins Harry kan blive gift i sin uniform, hedder det i en erklæring fra Kensington Palace.
Den 33-årige prins Harry, der er barnebarn til dronning Elizabeth, vinkede til de mange tilskuere, som har taget opstilling i Windsors gader.
Dronning Elizabeth og prins Philip ankom kort efter de to prinser.
/ritzau/Reuters