Prins Christian træder for alvor ind i de voksnes rækker til oktober. Hans 18 års fødselsdag skal fejres med et brag af en ungdomsfest på Christiansborg. Det afslører kongehuset tirsdag.
- Søndag den 15. oktober 2023 fylder Hans Kongelige Højhed Prins Christian 18 år. Myndighedsdagen festligholdes med et vagtskifte på Amalienborg, hvor Prinsen sammen med sin familie og Hendes Majestæt Dronningen viser sig på balkonen på Frederik VIII’s Palæ. Om aftenen er Dronningen vært for et gallataffel, hvor de inviterede afspejler Prins Christians egen generation, lyder det i en pressemeddelelse på kongehusets hjemmeside.
Her kan man også finde det officielle program for dagene omkring hans fødselsdag.
Officielle begivenheder i forbindelse med Prins Christians 18-års fødselsdag:
Søndag den 15. oktober 2023
- Kl. 12.00 Prins Christian viser sig sammen med sin familie og Dronningen på balkonen på Frederik VIII’s Palæ.
- Kl. 17.00 Dronningen er vært for et gallataffel på Christiansborg Slot, hvor blandt andre repræsentanter fra et udvalg af landets ungdomsorganisationer samt unge, som har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden, inviteres. Derudover vil Kongehuset i samarbejde med landets kommuner invitere op mod 200 unge fra rigsfællesskabet til at deltage i fejringen, idet hver af Danmarks kommuner samt Grønland og Færøerne får mulighed for at udvælge to 18-årige til at deltage i gallataflet.
Tirsdag den 14. november 2023
- Kl. 9.30 Prins Christian deltager i møde i Statsrådet, hvor Prinsen vil afgive en såkaldt højtidelig erklæring om at ville overholde grundloven. Prins Christian vil herefter kunne udpeges som rigsforstander. Prins Christian vil ikke få sæde i Statsrådet, før et tronskifte har fundet sted.