Kronprinsparrets ældste søn, prins Christian har corona. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse mandag aften.
- Kronprinsparret blev i går, søndag den 6. december 2020, orienteret om et lokalt smitteudbrud af COVID-19 på Tranegårdskolen i Hellerup. Prins Christian er efterfølgende testet positiv for COVID-19, lyder det i meddelelsen.
Den smittede prins er nu i isolation hjemme på Amalienborg, men kongehuset oplyser ikke, hvorvidt prinsen har symptomer eller ej.
- Hans Kongelige Højhed opholder sig i isolation i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg. Ud over Kronprinsfamilien har Prins Christian ikke været i kontakt med øvrige medlemmer af den kongelige familie i den seneste tid.
Kongehuset har i forbindelse med testsvaret modtaget rådgivning fra Styrelsen for Patientsikkerhed vedrørende smitteopsporing og test af Kronprinsfamilien. Familien vil i de kommende dage opholde sig i isolation i Frederik VIII’s Palæ, indtil det efter de gældende retningslinjer igen er sikkert at afbryde isolationen.
Prins Christian er den første i den danske kongelige familie, der har fået konstateret corona.
Den frygtede virus har tidligere smittet både prins Charles, hans hustru Camilla og hans ældste søn, prins William.
Corona har også ramt fyrst Albert af Monaco, der netop har fortalt, at han oplevede senfølger i form af træthed i lang tid efter, han ikke længere var smittet.